Hvidovre er en levende by med et aktivt fritidsliv, et varieret kulturliv og et dynamisk idræts- og foreningsliv. Her er fritidsoplevelser for alle aldre og for enhver smag, og du kan dyrke alt fra amerikansk fodbold til folkedans.
Børn og unge kan udvikle deres talenter på musik- og billedskolen, gå til dramaundervisning eller prøve kræfter med filmproduktion hos Station Next i Filmbyen, mens voksne har rig mulighed for at finde spændende aktiviteter i foreningslivet, på byens aftenskoler, i kulturhusene og på de to biblioteker. Byens ældre kan bl.a. mødes i Paletten, hvor alle pensionister og efterlønsmodtagere med bopæl i Hvidovre er velkomne.
I Hvidovre kan du bl.a. også finde Danmarks sjoveste museum, Cirkusmuseet; gå i teatret hos Teater Vestvolden og blive klogere på din nye hjemby gennem Forstadsmuseets aktiviteter.
Byen byder desuden på et væld af udendørsoplevelser – du kan fx gå på opdagelse i det historiske Vestvolds-område; få motion på løberuter, cykel- og rulleskøjtebaner eller tage en dukkert ved stranden. .